Mest hverdag

De stakkels studenter

Lige nu er verden en underlig størrelse.

Vi sidder flere milliarder mennesker hjemme og venter på at en lille, men yderst potent virus skal miste pusten, så vi kan komme frem i lyset igen. Vi holder os for os selv.

Og dog, for nu har politikerne i samarbejde med fagfolk besluttet, at det er sikkert nok at åbne mere op. Vi er ved kanten af fase 2. Der hvor også vores to ældste skal starte i skole igen – hvis der da er plads til dem. Men politikerne har jo gjort det nemmere, for sjovt nok er det pludselig sikkert nok at ændre afstandsanbefalingerne fra 2 til 1 meter. Pudsigt som tingene lige kan passe sammen, ikke!? Så vi venter i spænding.

Vi har været hjemme siden 11. marts.

Hr. H har arbejdet hjemme og yngstebarnet startede først i skole for en uge siden. Vi var nemlig rigtigt utrygge ved at sende hende afsted og da vi ikke har haft udfordringer ift. både at skulle passe arbejde og hjemmeskole, så var det den bedste løsning for os, lige at se tiden an. Især fordi ældstebarnet, der blev født for tidligt, altid har haft dårligere immunforsvar end os andre og iøvrigt også altid bliver mere syg end os andre af selv banale forkølelser. Men det har fungeret og det er foregået nogenlunde gnidningsfrit. Jeg synes, vores børn har været mega seje!

Da Danmark gik i lock-down, havde vi ikke fantasi til at forestille os hvor langvarigt det kom(-mer) til at være. Vi havde ikke regnet med at skulle aflyse og flytte alle de arrangementer, det har vist sig at være nødvendigt at flytte. Naivt, måske, men vi er jo ligeså grønne i pandemier som alle andre!

Det stinker!

Jeg vil lige starte med at skrive, at det er selvfølgelig ikke værre for os end alle andre! Det hverken synes eller tror jeg! Vi er raske og det er det vigtigste. Alligevel er jeg ked af det. Rigtig ked af det! For vi havde mange ting, der betød noget for os på denne side af sommerferien.

Naturligvis var der de “banale” aflysninger af afdansningsbal, gymnastikopvisning og diverse shows og fritidsaktiviteter, vi havde glædet os til. Dertil kom mellemstens camp i påsken, som han havde glædet sig vildt til OG både SM og DM i Hop hop, som også er en vigtig begivenhed, når man er 14 år og elsker at danse. Men der, hvor det gør rigtig ondt, sådan helt ind i hjertekulen, er aflysningen af mine forældres guldbryllup, en fest, der har været arrangeret i snart 2 år og som jo ikke bare kan flyttes.

Og så, der hvor mit morhjerte næsten brister; vores ældste er afgangselev fra 9. klasse i år. De går glip af det hele! Ingen sidste skoledag, ingen karamelkastning, ingen buksevand til irriterende småsøskende, ingen gallafest, ingen eksaminer (selvom det nok mest er os voksne, der synes det er ærgerligt) og translokationen bliver helt sikkert heller ikke det samme, selv hvis vi må samles 50 personer.

Vores børn går på en mindre to-sporet skole og der er et væld af traditioner. Jeg har været til translokationen hver år, siden de startede og har GLÆDET mig, til det blev vores tur. Glædet mig til at boble over af stolthed og tørre glædestårer af kinderne, alt mens sønnike sender mig et “come-on, Mor” og jeg ved, at han ved, det ville ende sådan. Jeg er meget ked af, at de skal gå glip af hele afslutningen.

Hvis man kommer til at forvilde sig ind i diverse tråde på Facebook, kan man mange steder læse, at studenterne (det er dem man taler om lige nu), bare skal tage sig en tudekiks, for helt ærligt, verden bryder jo ikke sammen fordi de ikke kan køre i hestevogn. Men JEG kan godt huske min studentertid for mange år siden og det er stadig 2 uger, jeg husker med stor glæde, så hvorfor er det lige, der er så mange, der skal gøre sig til dommer over, hvad andre mennesker må blive kede af?

Vi skal stå sammen hver for sig.

Og snart lidt mere sammen-sammen… Men kunne vi ikke også stå sammen og respektere (og måske endda vise forståelse for), at vi hver især kan være kede af det, som Corona har betydet for os?! Uanset om det er i den frygtelige del af skalaen, hvor det har betydet tab af mennesker man elsker. Om det er savn efter familie og venner man ikke har set i månedsvis. Tab af det fællesskab, man har i sport, til spejder, i orkester, strikkeklubber. Sorg over ikke at kunne holde det bryllup, man har planlagt så længe (og det guldbryllup ens forældre måtte aflyse) eller komme til den festival, man havde glædet sig til og de unges sorg over ikke at være sammen med deres venner, over ikke at få den afslutning på skolen, de drømte om og frustrationen over ikke at vide, hvornår tingene bliver anderledes. Ville det ikke klæde os alle sammen også at stå sammen dér?

Sommerferien har vi stadig et meget lille og MEGET naivt håb om at kunne gennemføre, men helt ærligt, så vil vi jo formentlig allesammen også opleve aflyste camps, spejderlejre og planlagte rejser de næste måneder – og ved I hvad? Det er faktisk helt ok at være ked af og ærgerlig over! Også selvom vi er friske og raske.

Pas på jer selv og hinanden. Og udvis forståelse for hinanden. Det her kan være svært på mange måder og det skal vi respektere.



Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.


2 thoughts on “De stakkels studenter

  1. Er helt enig. Det er da synd for fx de unge i år.
    Men heldigvis er vi herhjemme sunde og raske samt gør meget ud af at se lyst på det hele.
    Dog glæder jeg mig vildt til grænserne åbner igen. Trænger virkelig til en kæreste tur med manden.

  2. Du har ret. Jeg har også snakket med mine drenge om at det er ok de er kede af aflyste begivenheder (hytteture, håndboldtur, familiefødselsdage), men også at vi så skal glæde os til andre ting. Kh Pia

Skriv et svar