Island – Snæfellsjökull Nationalpark – Del 5
Sengene VAR fantastiske! Ja, jeg ved godt, jeg nævnte det i del 4 også, men det var de altså! Så vi sov virkeligt godt efter dagen på havet.
Sightseeing på Snæfellsnæs.
Vi havde en hel dag mere på Snæfellsnæs inden turen gik videre, så naturligvis ville vi bruge den på at udforske halvøen og den Snæfellsjökull Nationalpark, som ligger helt ude på spidsen mod vest. Og så ville jeg virkelig gerne se Kirkjufell, et 463 m. højt bjerg, som GoT-fans vil kunne genkende fra sæson 6 og 7.
Mod nord og næsten blå himmel.
På sydsiden, hvor vi boede, var vejret ikke ligefrem til at juble over, da vi skulle afsted efter morgenmaden, men så snart vi kom gennem bjergene til nordsiden, blev det faktisk meget pænere. Så vi kørte først mod Stykkishólmur, da jeg havde læst, det skulle være en rigtig fin by. Vejen dertil var nu næsten endnu flottere og vi nød den fantastiske udsigt over havet med masser af småøer spredt ud over det hele. Det er virkeligt betagende, et utroligt smukt land!
Derpå kørte vi tilbage mod vest ad kystvejen. Der er vitterligt ikke ret mange veje at vælge imellem på Island, så det er meget, meget nemt at finde rundt. Vi brugte faktisk kun Google Maps få gange og for det meste for at få et overblik over hvilken type veje vi kunne køre af.
Valg af køretøj.
I Island er det super vigtigt at man er opmærksom på hvilken type bil man ønsker at leje, for selv om sommeren er der veje, der kun må køres på med en såkaldt “mountain vehicle”. For sådan en dansker som mig, der sjældent kører på højere stigninger end Valby Bakke, så kan man godt forledes til at tro, at sålænge man har lejet en 4 hjuls-trækker, så er man good to go. Det er ingenlunde tilfældet! Vi kørte i en Mazda CX5 med AWD og måtte konstatere, at selvom vi kunne – og måtte! – køre mange steder, var der også veje, vi under ingen omstændigheder måtte bevæge os ind på. Så vil man gerne kunne bevæge sig fuldstændigt frit, skal man sætte sig rigtig godt ind i vejtyper og biltyper inden man tager afsted.
Der findes flere islandske hjemmesider, hvor vejr- og vejstatus opdateres en eller flere gange dagligt og man er som bilist død og pine nødt til at holde sig orienteret via disse inden man bevæger sig ud på vejene. Vejret skifter lynhurtigt og hvert år – også om sommeren – må vejhjælpen ud og hente turister, der ikke helt havde forstået, hvad det vil sige at køre i Island.
Kirkjufell, der er du jo!
Kort efter vi var kørt gennem Grundarfjöður, åbenbarede Kirkjufell sig. I første omgang var jeg faktisk i tvivl om det mon var det bjerg, som jeg holdt udkik efter, for set fra dén vinkel er toppen langt bredere, end man ser i både turistguides og GoT. Men det VAR det! Og bortset fra en stor gul gravemaskine placeret et lille stykke oppe af bjerget, levede det helt op til forventningerne.
Ikke hval, men torsk.
På vej ud til det vestligste Snæfellsnæs spiste vi igen frokost i Ólavsvík. Denne gang var det dog på Sker Restaurant, hvor vi fik en lækker omgang fish & chips. Sådan en omgang friskfanget fisk kan altså noget! Og så kørte vi ellers videre mod vest.
Truslen fra oven.
Indgangen til nationalparken ligger ganske kort efter byen Hellissandur, men vi stoppede faktisk allerede lige inden byen, for vi fik øje på (endnu) en lille trækirke, for enden af en lille grusvej og den så så pæn ud der foran bjerget, så det føltes som et photo moment. Vi havde godt lagt mærke til at der fløj mange arktiske terner rundt i området, men i samme øjeblik vi drejede ind af grusvejen, blev de pludselig ualmindeligt nærgående. Helt ned over køleren og forruden, så vi morede os egentlig lidt over dem. Og så stoppede vi bilen for at stå ud og forevige kirken… 10 sekunder senere blev vi enige om at blive i bilen, for ternerne var simpelthen for nærgående og dér gik det op for os, at i hele området, på hver side af grusvejen, var der reder med unger og det var naturligvis derfor, vi skulle skræmmes mest muligt. Så vi forlod selvfølgelig stedet igen i god ro og orden og morede os lidt over de små missiler.
Nationalparkens historie.
Snæfellsjökull Nationalpark blev grundlagt i 2001. Formålet var dels at beskytte området, dels at udbrede kendskabet til det. Nationalparken er utroligt forskelligartet og har formationer fra næsten alle æraer i Islands fortid. Det er samtidig den eneste nationalpark i Island, som ligger ud til kysten.
I parken ligger også Snæfellsjökull, der har givet navn til parken. Det er en stor gletcher, der dækker en aktiv vulkan og om under de rigtige vejrforhold kan ses helt fra Reykjavik. Der er mulighed for ture på gletcheren med specielle bjergkøretøjer. Det nåede vi desværre ikke, men det står helt sikkert på listen til næste gang!
Jules Verne-fans vil formentlig genkende navnet fra romanen “Rejsen til Jordens Indre”, hvor hovedpersonen og hans ekspeditionshold netop forsøger at nå jordens centrum via vulkanen Snæfellsjökull.
Vulkanvandring – næsten.
Første stop på rundturen blev ved et udslukt vulkankrater, Saxholl Crater. Der har man været så turist- og miljøvenlig at bygge en let tilgængelig trappe hele vejen til toppen. Men man kan nu god nå at blive en smule forpustet på vej op, skulle jeg hilse at sige! Trappen er 160 m lang og yngstearvingen talte knap 400 trin på vej ned. Og når det blæser, som det gjorde, da vi var der, kan det bestemt godt mærkes!
Udsigten fra toppen er rigtig fin og det er sjovt at se lavaen, som er størknet i de fineste mønstre. Og så er det iøvrigt også ret imponerende at se, hvor meget der faktisk kan vokse på den ellers golde undergrund. Naturen finder en måde…
Mellem klipper og laguner.
Næste stop på turen var ved Dritvik og Djupalonssandur stranden. Der er muligheder for både korte og lange vandreture fra p-pladsen og det er et fantastisk smukt område. Vi startede med at gå en tur sydover oppe langs kanten af klipperne, hvorfra der – naturligvis – var en fantastisk udsigt. Og derefter vendte vi om og gik ned til stranden.
På stranden kan man teste, om man er stærk nok til at blive fisker. Der ligger 4 sten i forskellige størrelser med en vægt på hhv. stærk/ 154 kg, halvstærk/ 100 kg, svag/ 54 kg og klodrian/ 23 kg. Kunne man ikke løfte stenen på 54 kg, som er for “de svage”, blev man anset for at være en svækling og dermed uegnet til et liv som fisker. Jeg bliver aldrig fisker… men, det har nu egentlig heller ikke stået øverst på listen nogensinde, så det er ok!
Spredt ud over stranden ligger også vragdele fra et skib, der gik på grund i 1948. Delene må ikke flyttes, da vraget er fredet og området fungerer mindeplads for de omkomne fiskere.
På vej dernede går man gennem en klippeslugt kaldet Nautastígur, der betyder noget i stil med Tyrestien. Det var her igennem man ledte sig kvæg til “vanding”. Mellem klipperne ligger to laguner med ferskvand, så der er virkelig smukt!
På Island er der stadig en stærk kultur med alfer og trolde og overalt finder man klippeformationer, der er tillagt enten en betydning eller har fået navn, fordi de (med lidt god vilje) ligner et troldeansigt. Så man hurtigt kan finde gode eventyr om nisser, trolde og måske møder man endda et af de spøgelser, der siges at have hjemme der. Så heldige var vi nu ikke. Eller måske var vi i virkeligheden heldige?
Búdakirkja.
Sidste stop på vej “hjem” var ved en meget enkel og utrolig smuk lille trækirke, som jeg havde læst om i guidebogen. Den skulle åbenbart ses! Så det gjorde vi selvfølgelig og vi blev ikke skuffede. Der er en smukhed i det enkle og vi var glade for at vi tog den lille afstikker til Búdakirkja.
Tilbage ved vores luksushytte (sådan føltes det virkelig!) var skyerne lettet lidt og vi fik endelig set toppen af de bjerge vi boede ved foden af. Og der var også udsigt til Snæfellsjökull gletcheren og endda med sol på toppen.
Kommer man til Island er Snæfellsnes absolut et besøg værd og vi kommer meget gerne igen!
Del 4 – om hvalsafari og springvand
Del 6 – om Westfjords og søpapegøjer
Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.
You May Also Like
Island – Mellem klippesprækker og gyldne vandfald. Del 2
Nemme og hurtige morgenboller
