Det første værelse man har, har ens forældre ofte lagt mange tanker og timer i, for at få det helt perfekt. Den lille ny skal have det sødeste, sejeste, bedste og samtidigt mest funktionelle, man som forældre kan tænke sig. Senere, når baby ikke er baby mere og derfor skal have ny seng i stedet for vuggen, er det stadig mor og far der indretter og først når tremmesengen også bliver for lille og tumling ikke længere er tumling, begynder værelsets beboer måske at have lidt ønsker om og indflydelse på farver og indretning.
På et tidspunkt flytter man hjemmefra og måske er man heldig, at man har en kæmpe opsparing med, så man også får råd til nye møbler, men mon ikke de fleste har en del arvestykker med til deres første hjem? Og her tænker jeg både møbler, køkkentøj og sengetøj. Det havde jeg i hvert tilfælde. Og over de næste ti år, hvor jeg boede i min første lejlighed, en to-værelses på 52 kvm i Københavns Nord-vest kvarter, fik jeg udskiftet og fornyet flere ting, dels fordi jeg selv gjorde det, men også når en kæreste flyttede ind – og ud igen. Det prøvede jeg to gange. Og hver gang kom hjemmet til at se lidt anderledes ud. F.eks. havde jeg efter nr 2 ikke længere noget tv, det ville han nemlig have med, til gengæld fik jeg lov at beholde kattene!
Tredje gang jeg flyttede sammen med een, iøvrigt faren til mine børn og ham, jeg har planer om at blive boende sammen med resten af livet, var i en ny lejlighed. Han købte den, men jeg var med til at vælge og vi flyttede ind samtidig, så vi begge kunne sætte vores præg og finde vores fælles stil. En del af møblerne var sammenbragte og pludselig havde vi to af nærmest alle køkkenting. Første gang vi virkelig lavede om, var da vi (og nu skriver jeg godt nok vi, i virkeligheden var det nok mest Hr. H) renoverede køkkenet, der ved indflytningen stod, som da det blev bygget i 1934. Det trængte virkelig meget! Men det blev super lækkert og lige som vi gerne ville have det.
Et par år senere blev vi gift og jeg blev gravid på vores bryllupsrejse, så ret hurtigt begyndte vi at se os om efter et hus. Vi havde smugkigget igennem noget tid, men nu var det alvor og selvom vi nåede at se på en del forskellige, så fandt vi faktisk det helt rigtige ret hurtigt. Det var sådan et hus, som bare føltes helt rigtigt i samme øjeblik, vi kom ind af døren! Det har vi senere opdaget nok mere er undtagelsen end reglen. Og vi fik dobbelt så meget plads, som vi havde haft i lejligheden.
I et par år boede vi i Frankrig og det kan ses på vores indretning. Vi lod vores gamle arvestykke af en spisestue blive i Danmark, da vi flyttede og brugte så et par måneder dernede på at finde et nyt. Det lykkedes og vi er glade for det, men der bliver aldrig noget let og luftigt nordisk over vores stue, så længe vi har det. Det er håndlavet i portugisisk kirsebærtræ og smedejern og med krummelurer og så vejer det virkelig meget! Stilmæssigt ville det nok passe bedre på et fransk landsted fremfor i et dansk parcelhus, men det er os.
Men! For nu kommer det. Nu skal der ske noget! Nu vil vi gerne bo lidt lækrere og udskifte nogen af de møbler der bare har fulgt os, fordi vi nu engang havde dem. Jeg tænker, at alle har sådan nogle? Den slags, som har haft deres tid, men som jo er udemærkede og vel nok for gode til at udskifte?
Da vi flyttede tilbage til Danmark for 5,5 år siden, blev vi enige om at tiden var kommet til en ny sofa. De to vi havde var 10 år gamle, fra IKEA og havde overlevet katte, babygylp, småbørnssnavs og var i øvrigt ved at være slidte i lurven, de havde tjent os godt og man sad stadig rigtig godt i dem, men vi fik dem afsat til nogle venners venner i Paris og glædede os til en stor flyder af en hjørnesofa, når vi kom hjem. Vi gik på jagt og fandt en vi godt kunne lide. Den var dyr, men Idé-møbler havde 25 %, så vi lod os lokke. Og vi gav den gas med det mest slidstærke uldbetræk, vi kunne få. Men ak. Den sofa har skuffet os fælt; Armlænet faldt sammen, lurven er blev slidt utroligt hurtigt, betrækket drejer på hynderne og den ligner noget der er løgn. Og vores børn får altså hverken lov at hoppe eller spise i sofaen! Så den skal ud. NU!
Så nu er vi kommet dertil, hvor der skal ske store ting. Vores børn er ikke helt små mere, den yngste bliver 8 år om meget kort tid, og de er flinke til at passe på tingene, så nu skal det være. I samme omgang skal det gulv, der stadig ikke er gjort noget ved, slibes og lakeres, for det trænger BIGTIME. Og så vil vi i øvrigt gerne have reolen udskiftet med noget mindre, hænge-agtigt noget og altså det vigtigste, en ny sofa eller to.
At skulle skifte møblement helt eller delvist, det burde jo være forholdsvis enkelt, ikke!? Det skulle man i hvert tilfælde tro. Men hold nu op, det er svært! Hvilke sofaer vil vi have og hvilket materiale skal de være i? Og hvad er det lige, vi skal hænge på den væg i stedet for reolerne? Vi har kigget og kigget, har forelsket os i mange sofaer undervejs (min favorit koster omkring 80.000,- pr stk, så den bliver det ikke!) og lige så mange skænke, bogkasser og reoler.
Jeg har et billede i mit hoved af, hvad der ville være pænt, men det er faktisk rigtig svært at føre det ud i livet uden at starte helt forfra og det har vi jo ikke rigtig lyst til, når det kommer til stykket. Så vi finder nok noget, der er os, men som forhåbentlig stadig er os om 10-15 år og ellers kan vi jo altid prøve igen.
Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.