Vores mellemste er rigtig bange for edderkopper. Ikke bare sådan på den pjattede måde, men på araknofobi-måden hvor enhver sort skygge, stor eller lille, der bevæger sig lige i kanten af synsfeltet, automatisk er en potentiel fare. Så det er ikke hos ham, jeg, der heller ikke er fuldstændigt pjattet med den slags kryb, henvender mig, hvis der er noget, der skal fjernes. Hans lillesøster, derimod, plejer nok at kunne klare ærterne og det samme gælder storebror. I morges, da jeg stod i badet, lød der pludselig skrig fra stuen, hvor ungerne sad og indtog morgenens yoghurt med müsli og belært af erfaringen, nåede jeg et kort øjeblik at blive…