Læg nu telefonen væk, bare 30 minutter!

Vi har gået til svømning med vores børn, siden de var ganske små. Den yngste har de sidste par sæsoner gået på et “børn i vandet, forældre på kanten”-hold, hvilket betyder, at enten jeg eller Hr. H sidder på kanten og giver opmuntrende “thumbs up” og hvad der ellers lige skal gives af positiv opbakning, uden at koncentrere os om andet end lige præcis det. Det varer 30 minutter pr gang. Een gang om ugen. Jeg gentager: 30 minutter, een gang om ugen!

Lad mig være den første til at indrømme, at jeg også i perioder har næsen lidt for langt nede i telefonen, når vi sidder sammen i stuen derhjemme, så jeg er bestemt ikke en helgen. MEN! For der er et stort men!

Vi sidder 5 forældre og ser vores børn lære at svømme og guiden har, inden børnene går i vandet, netop talt om dels hvad de skal lære i dag, dels om hvor vigtigt forældreengagement og positiv opbakning er, mens børnene er i vandet, og trods det, sidder 3-4 af forældrene HVER gang med næsen i smartphonen i det meste af de 30 minutter lektionen varer. Ok, ret skal være ret, den ene sidder som regel med næsen i et blad, men you get the point!

I dag skete der noget, der virkelig slog hovedet på sømmet og det, der var ret trist (i mine øjne), var at moderen slet ikke fangede det.

Barnet, på omkring 7 år, har lige lavet en fin øvelse i vandet og ser på sin mor, der kigger på sin telefon, og siger “Mor! Du skal kigge herned i stedet!”, hvortil mor svarer (i øvrigt uden at kigge andet end meget kortvarigt op) “Ja ja, koncentrér dig nu!”

Godt så! Den lader vi lige stå et øjeblik!

Se MIG, mor!

Jeg læste engang et meme på Facebook, der sagde:

You define what is important to you, by what you dedicate your time to.

Mon ikke vi alle kan lære lidt af det?

Jeg er med på, at alle har behov for ego-tid og for nogle er det f.eks. at sidde og surfe Facebook, Instagram, nyheder eller noget helt fjerde, men jeg har svært ved at forstå, at man vælger at bruge dét, som JEG synes er kvalitetstid sammen med mit barn, på at dyrke ego-tid mens ens barn helt tydeligt har lyst til og behov for, at blive set af mor eller far i det der sker lige netop nu. Jeg ved, at der findes andre svømmeskoler, hvor forældrene ikke er velkomne i lokalet mens der er undervisning, men når man nu betaler en god sjat penge for at barnet kan gå et sted, hvor forældreengangement NETOP er den del af konceptet, hvorfor vælger man så at lade være med at være tilstede mentalt?

Episoden i dag fik mig til at tænke på, at selvom jeg altid er nærværende ved min datters svømmeundervisning, så er der andre situationer, hvor jeg godt kunne være mere nærværende. I sidste ende er det jo et udtryk for mine prioriteter. Mine prioriteter. Hvilket bringer mig videre til et andet meme:

Instead of saying “I don’t have time”, try saying “it’s not a priority”, and see how it feels.

Hvad er dine prioriteter? Er de, som du gerne vil have de er?