Mest hverdag

Små børn, små bekymringer…

Store børn, store bekymringer.

Jeg synes det er svært, det her med at være mor, nogle gange. Ofte, faktisk! Ikke så meget i forhold til alt det praktiske, for hverdagen er jo for det meste bare logistik, tøjvask og madlavning, men mere i forhold til hele den proces med at børnene bliver ældre og mere selvstændige. Forstå mig ret, jeg synes det er fantastisk, at de bliver mere og mere selvstændige, mange ting bliver nemmere og det er en fornøjelse at se de mennesker, de udvikler sig til at blive, det er nu man ser om de værdier, man ønsker de har fået med i opdragelsen, faktisk har bidt sig fast og om man har formået at klæde dem godt på til selvstændighed og til livet.

Men jeg synes det er svært at være vidne til alligevel, det er svært at finde ud af om man gør det rigtige, om man lader snoren være løs nok, men ikke for løs. Der er lige så mange meninger om, hvornår børnene er gamle nok til dette og hint, som der er forældre (og professionelle) og selvom jeg synes, at vi er ret klare i spyttet og har en holdning til hvad der fungerer bedst for vores børn, så kan jeg også mærke, at jeg bliver mere og mere i tvivl hvad angår vores ældste, vores teenager, på 14 år. Han er stor nu, men han er stadig KUN 14 år.

Jeg anser os ikke for at være curlingforældre, for selvom vi gerne transporterer børnene rundt (fordi vi har lyst), så kræver vi bestemt også noget af dem og har faktisk altid gjort det. Det er vigtigt for os at klæde dem på til livet og de deltager i stor stil i de praktiske gøremål i hjemmet. Men jeg har stadig et stort behov for at beskytte dem. Ikke mod alle besværligheder og krav i livet, for det mener jeg er nødvendigt at lære at forholde sig til. Ingen sejler lige gennem livet uden problemer og konflikter, så det SKAL de kunne håndtere, men omvendt synes vi heller ikke der er grund til at blive voksen for tidligt, det bliver de tidsnok!

Teenageren er det seneste år begyndt at efterspørge mere frihed og det forsøger vi at imødekomme på en måde, vi stadig føler er forsvarligt ift hans alder og modenhed, men det kræver ind imellem, at Mor her tager en dyb vejrtrækning og fortæller mig selv, at selvfølgelig kan han klare det og selvfølgelig sker der ikke noget. For tilliden til ham er på plads! Jeg skal undgå at trække mine tanker om alt det der kan ske, ned over hovedet på børnene, de kan tidsnok, når de selv bliver forældre, blive bekendt med den altopslugende beskyttertrang, som kun skal fylde tilpas i hverdagen. Ikke for meget og ikke for lidt. Så mens teenageren vokser og lærer, gør jeg det samme. Vokser og lærer…

 



Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.


Skriv et svar