Er det ikke bare typisk!?
Brækket eller forstuvet?
I går var det tid til sidste gang træning på ungernes parkourhold og de er faktisk sluppet igennem alle 3 uden skader. Altså, indtil i går.
Mellembarnet danser hip hop og er på et formationshold, der stiller op til konkurrencer. Så han træner en del. Og så er der forøvrigt også lige et afdansningsbal om 15 dage, hvor han skal optræde med 3 forskellige hold. Derefter kommer Sjællandsmesterskabet og Danmarksmesterskabet. Og nu ligger han på sofaen! Med 3 tæer tapet sammen og ispose på… Og har forøvrigt ret ondt. Jamen, for h…… da, det kan da bare ikke blive værre timing!
Der er konsulteret med egen læge og 1813 og kuren står på kulde og aflastning. Og det falder bare ikke rigtig godt i hak med udvidet træningprogram, vel!?
Vi havde ellers haft planer om en hyggelig mor-søn dag i dag. Der var lige et par ting, der skulle ordnes først og derefter var der så tid til indkøb af andendags-tøj, frokost og shoppehygge. Vi nåede da også frokosten. Så måtte knægten kapitulere og bad om at blive kørt hjem, for den fod, der bare gjorde moderat ondt i morges, gjorde pludselig vildt ondt og han kunne faktisk ikke rigtig støtte på den, så det har ikke hjulpet at trave i butikker. Super flot, Mor!
Så nu er vi altså hjemme igen, mellemsten er installeret på sofaen, jeg er gået i praktisk mode, har læst lektier med yngsten og sidder nu og håber på, at ro og kulde kan få den åndsvage fod i orden igen i lynfart. Så send gerne lidt god og helende karma i vores retning, han skal faktisk bruge den allerede i morgen.
Og sidder du inde med et par tips og tricks til hurtig heling, så hold dig endelig ikke tilbage!
Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.