Island – Lavatunneller og varme kilder. Del 3
Indeholder reklame for Kids-world.dk
Med hjelm og pigsko.
Efter en god nats søvn og et dejligt morgenmåltid på hotellet satte vi kurs mod Raufarhólshellir, som er en af Islands længste lavatunneller.
Raufarhólshellir opstod for omkring 5200 år siden som følge af Leitahraun vulkanudbruddet. Udbruddet varede i månedsvis og mens lavaen stadig flød og smeltede sig længere ned i undergrunden, begyndte det samtidig at størkne på overfladen, så der blev dannet en lavaflod under overfladen. Da lavaen så til sidst stoppede, var der tunnellen tilbage og det er den, man kan komme på tur i. Der er flere valgmuligheder og noget for enhver smag.
Vi valgte en “Standard Lava Tunnel Tour”, hvor man kommer på en guidet tur 3-400 meter ind i tunnellen. Det lyder måske ikke af så meget, men man bliver udstyret med hjelm, pandelampe og pigsåler. Og selvom der er lavet en sti, er der steder man lige skal holde lidt fast i kanterne. Turen passede rigtigt fint til os. Man kan se de forskellige ture på https://thelavatunnel.is/ og i skrivende stund er det billigst at købe direkte på hjemmesiden.
Det var en virkelig fed oplevelse. Og det var også sjovt (og lidt uhyggeligt for en 10-årig) at opleve, da vi alle slukkede pandelamperne og der blev HELT mørkt! Normalt vænner øjnene sig jo til mørket og man kan se skygger. Det kunne man ikke! Der var absolut intet lys!
Frokosttid.
Vel oppe på overfladen igen tog vi tilbage til Hveragerdi og fik frokost på ölverk, som vi kavde læst var et besøg værd. Og det var da også gode pizzaer med hjemmebryggede øl til, men nok ikke et sted, jeg ligefrem ville stå i kø for.
Op og ned og op igen.
Vejret var stadig fint og jeg havde læst om en varm kilde i Reykjadalur ikke så langt fra byen, som skulle være værd at besøge. Man skulle lige udenfor byen og så var der kun 3.5 km vandring fra p-pladsen…
Det er sikkert rigtigt, det der med at der kun er 3,5 km. Og selvom vi selvfølgelig godt kunne regne ud, at det ikke var 3,5 km flad vandring, så kom det ærlig talt bag på os, hvilken slags vandring det var. For det var en ret stejl grussti det meste af vejen! Og vi kunne flere gange se dampen fra varme kilder og tænkte så, at så måtte det da være rundt om den næste top, men næ nej. Det var 3.5 LANGE km!
Vi heppede, opmuntrede, prustede, svedte, holdt ungerne væk fra de stejleste kanter og stønnede så lidt mere. Og endelig! Efter 5-6 hjørner fulde af håb, kunne vi se et skilt, hvor der stod, at nu var der kun 700 m tilbage. Og så lige en stigning mere…
Det hele værd.
Til gengæld var det hele turen værd, da vi først lå i det 38-40 grader varme vand og fik varmet de ømme muskler igennem. Yngstearvingen fik ny Hummel badedragt fra Kids-world.dk inden vi rejste, for da hun så denne på hjemmesiden, var hun helt solgt. Der var mange at vælge imellem, men den her vandt og den er da også ret fed! Kids-world.dk har udsalg lige nu, så der er masser af lækre ting til billige priser.
Turen tilbage var “a walk in the parc”, det gik jo nedad, så man skulle bare holde sig inderst på stien, de steder det gik stejlt ned på den anden side. Yngstearvingen og jeg gled begge i det løse grus, men bortset fra et blåt mærke på hendes knæ, skete der ingen skade. Men hold jer inderst på stien!!!
I øvrigt var både vi og arvingerne enige om, at det havde været strabadserne værd! Så det kan altså godt anbefales, hvis vejret er til det. Jeg ville ikke gøre det i for meget regn eller sne…
Afslappende aften.
Aftensmaden indtog vi på hotellet efter en tur i poolen og det skuffede bestemt ikke. Langtidsstegt lammefilet. Hold nu op, det var lækkert!
Inden sengetid fik vi pakket kufferterne, for vi skulle tidligt afsted morgenen efter. Den hvalsafari, der oprindelig var planlagt til lørdag, var blevet flyttet til fredag, hvor vi skulle køre fra Hveragerdi til Snæfellsnæs, en tur på 3,5-4 timer, og vi skulle bare nå den båd fra Olávsvik kl. 13.30!
Læs med videre, når jeg fortæller om nærgående hvaler, heste, får og katte i næste indlæg.
Del 2 – Island – Mellem klippesprækker og gyldne vandfald.
Del 4 – Island – Hvalsafari og springvand
Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.