Jeps! Så er vi dælme i gang igen!
Det er onsdag formiddag, uge 2 efter skolestart. Jeg sidder ved spisebordet og nyder en enkelt lille tern mørk chokolade efter min træning i morges, da jeg pludselig tygger i noget hårdt. Jeg spytter ud og sidder med en lille glat, hvid “ting” i hånden og når da lige at tænke, at det skal Toms da vide, før det går op for mig, at det er bagsiden af min ene fortand, der er flækket af! Arghhh!!! Så nu sidder jeg og venter på at tandlægernes personalemøde er overstået kl. 13, så jeg kan lave en aftale om at komme og betale dem en hel masse penge, som jeg meget hellere ville have brugt på noget andet. Øv, hvor er det dog irriterende!
Onsdag i sidste uge var lige så irriterende, omend noget billigere, for det kunne klares for “kun” kr. 110,-. Yngstearvingen kom IGEN hjem fra skole med uinviterede husdyr, så eftermiddagen gik med behandling, hårvask og kæmning for at få de forbandede lus ud af håret! Og nej, jeg havde ikke tænkt langt nok til at give hende forebyggende spray i håret. Men den er nu stillet frem ved håndvasken, så vi forhåbentlig ikke får besøg igen. Håbet er lysegrønt (omend nok en kende naivt!) Jeg HADER lus og forstår simpelthen ikke hvorfor det skal blive ved med at være et problem!? Kæm nu for helvede!
I den sidste halvdel af ferien begyndte jeg og børnene på et løbeprogram, da vi alle godt kunne trænge til at komme i lidt bedre form. Så 3 gange ugentligt og med babysteps og -tempo, tøffede vi rundt i nabolaget. Nu er de jo i skole igen og jeg kan kun få løbeselskab i weekenden, men jeg forsøger nu at fortsætte de gode takter. Samtidig har jeg været så heldig (ja, det føler jeg mig!), at min skønne veninde har sagt sit job op og dermed er hjemmegående i en periode. Mere tid til mig YAY!! Så vi er sørme også begyndt at træne sammen, altså på maskiner i et center! Det ER bare nemmere at komme afsted, så!
For det ikke skal være løgn, har al den træning dog været lige en tand for optimistisk for en krop, der intet har lavet siden december (se hvorfor her), så efter min løbetur i går, har jeg rigtig ondt i knæene – arhmen altså! Come on! Det er sgu da op ad bakke, det her! Så træningsambitionerne må drejes lidt ned og så må jeg tage det stille og rolig. Typisk, når nu motivationen endelig er der!
På mandag, hvor skoleuge 3 starter, starter også resten af fritidsinteresserne. I år skal mellemsten gå på to Hip Hop-hold, det ene et nationalt formationshold, så han får vist god motion der. Yngstens svømning startede i sidste uge og i næste uge starter også de parkourhold, som alle tre går på. Og så starter ældstearvingen i øvrigt på sit nye fritidsjob, hvilket bliver meget spændende!
Så er vi i gang! Hvordan går det hos jer?
Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.