Mest hverdag

Superhelten der ikke kunne flyve

1. december var længe ventet hos os og trods en urolig nat med både mareridt om Illuminati (hvorfor har en 8-årig mareridt om det??) og opkast, så hele familien var oppe ved 4-tiden og yngsten syntes, at så kunne vi da ligeså godt hygge i stuen, hvilket jeg nu nedlagde veto mod, så var der godt humør hele vejen rundt, da vækkeuret ringede og det blev julekalendertid.

Vi fik spist morgenmad og åbnet både pakke-, chokolade- og likørkalendre og så stod morgenen ellers på den traditionsrige juletræstændning på børnenes skole. Yngstebarnet glædede sig til, at jeg skulle med i SFO inden skoletid “så vi rigtigt kunne hygge”. Det betød så tilsyneladende, at jeg blev plantet på en stol og skulle “passe på hendes ting”, mens hun drønede rundt med veninderne. Nøj, hvor var det hyggeligt! :D

Da det blev tid til at gå mod garderoben for at finde det varme tøj frem, tog begivenhederne dog fart og min indre superhelt tittede frem. På vej ned af trappen fra SFO’en tabte en af skoleveninderne en glassnekugle, som splintredes i tusind stykker. Jeg nåede lige at se pigens skuffelse og strømpefusserne der nærmede sig glasskårene og rakte derfor ud efter hende… og så fløj jeg! Ned af trapperne, med ansigtet først ind i gelænderet og lavede et par akrobatiske loops før jeg landede nedenfor trappen, midt i glasskårene, på ryggen – ude af stand til at rejse mig op igen! På det tidspunkt kunne jeg konstatere, at superhelten vist forlængst var gået på juleferie og tilbage var kun elefanten i glashuset, som nu lå i en bunke på gulvet og prøvede så godt den kunne ikke at begynde at tude af smerte, fordi yngsten stod ved siden af og hulkede, fordi hun havde set mig tage turen ned og jeg nu havde blod i hovedet… Ikke et særligt superhelteagtigt syn!

Et par forældre og ansatte fik sat mig på trappen, jeg forsøgte at trøste yngsten, samtidig med at jeg kæmpede for ikke at tude, kaste op af smerte og besvime, da jeg så min tommelfinger, som på ingen måde sad hvor den havde gjort kort forinden. Ret hurtigt blev vi enige om at en tur på skadestuen vist var det rigtige og efter jeg havde gjort et yderst ringe og ikke særligt superhelteagtigt forsøg på at berolige yngsten, hankede mine hjælpere op i mig og fik sat mig ind i en bil og kørt mig på skadestuen. Tilbage på skolen tog en anden voksen sig af vores stakkels datter…

De næste par timer blev derfor ikke brugt på juletræstænding, men istedet på en briks på skadestuen, hvor de kunne konstatere, at der udover adskillige blå mærker på knæ og numse, var tale om en tommelfinger, som var gået af led, en forstuvet ankel, en overlæbe flækket af fortænderne (der HELDIGVIS ikke havde taget skade) og et forslået knæ. Når man tænker over det, så var farveskalaen fra Super Woman da til stede….

Tomlen blev sat på plads og lagt i gips og afventer nu en snarlig operation, da ledbåndene er beskadiget og skal fikseres med ståltråd og så i gips igen i 5-6 uger. Resten af dagen gik først med lidt logistik ift afhentning af børn osv, kaffebesøg fra mine forældre og så ellers bare afslapning på sofaen. AV!

Jeg fik de fineste buketter og endda en stor kurv med vin, blomster og chokolade fra en skøn netmødregruppe, jeg har været en del af i mange år. Tænk, hvor mange der føler med een. Jeg er meget taknemmelig!

Juletræstændingen var iøvrigt gået fint og mit stunt bragte samtalestof til skolen resten af dagen – velbekomme! ;-) Og jeg glæder mig allerede til næste år, hvor jeg igen skal med, for det er S... hyggeligt!

Ellers fik vi set julekalendre, spist julekage og hygget med julefilm, så selvom dagen startede temmeligt skidt, så endte den med at være helt hyggelig – især med bevidstheden om at alle julegaver ER købt og pakket ind.

Herhjemme har jeg vundet et par madlavningsfrie dage og det er ikke så tosset, når det nu skal være – men gud hvor er det dog besværligt at vaske hår med armen i gips!

Så er julemåneden skudt igang – og den kan kun blive bedre!



Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.


2 thoughts on “Superhelten der ikke kunne flyve

Skriv et svar