Mest hverdag,  Uden mad og drikke..

En tur til Grækenland – sådan da…

Med det vejr Danmark har kunne præstere den sidste tid, er det svært at finde noget at være sur over. Især fordi vi i søndags havde huset fyldt med gæster til ældstearvingens konfirmation og det er altså bare sjovere, når man kan bruge både inde- og uderum!

Det gode vejr fører også en trang til at grille med sig. I hvert tilfælde herhjemme! Så de seneste par dage har stået på grillet kød i forskellige afskygninger og så med forskellige salater og godt brød til. I dag er det som bekendt fredag og fredag betyder spisning ved sofabordet og dermed skal det være noget, der ikke dels fylder for meget på bordet, dels er nemt at spise og gerne (delvist) med fingrene. Så i aftes forhørte jeg mig om der var særlige ønsker til fredags-menuen og vi endte med at lande i det græske køkken.

Så i skrivende stund står kyllingeinderfiletterne i køleskabet og marinerer i en blanding af olivenolie, citronsaft, hvidløg, frisk oregano, salt og peber. Senere sætter jeg dem på spyd og vupti er de blevet til kyllinge souvlaki.

Dertil skal vi have tzatziki, syltede rødløg, græsk salat og, hvis jeg når det, hjemmebagte fladbrød. Måske endda lavet på grillen? Vi får se.

Rødløgene sylter jo ikke sig selv, så det vil jeg gøre om et øjeblik og derefter skære agurk og salte dem, så vandet kan drive af inden jeg blander dem med den græske yoghurt.

Så er rødløgene lagt i lagen. Jeg har i dag brugt 3 løg og lagen, som jeg laver af vand, eddike og sukker, er lavet af 1 dl vand, 1 dl sukker og 1,5 dl eddike. Det passer fint til 3 ikke for store rødløg. Syltede rødløg har godt af at stå et par timer inden brug, men vi har faktisk flere gange brugt dem kun 30 minutter efter tilberedning og de er absolut ikke dårlige selvom de ikke har stået så længe.

Mellemsten er nu kommet hjem og har en klassekammerat med, så de sidder og hygger sig med et spil på hans værelse. Lidt fjollet, i det her vejr, måske skulle jeg sende dem ned og købe en is?

I mellemtiden har jeg skåret agurker i tynde skiver og saltet dem, så de ligger og sveder nu. Der er nogle, der foretrækker at rive agurkerne, men jeg kan godt lide, at der stadig er lidt struktur i tzatzikien. Jeg har sørme også fået bikset en dej til fladbrød sammen. Jeg googlede lidt, fandt et par opskrifter, som så rigtige ud og så har jeg blandet lidt efter forgodtbefindende. Det gør jeg faktisk forholdsvist ofte, det der med ikke at følge opskrifter. Jeg tror, jeg har arvet det efter min elskede Mormor, i hvert tilfælde står der, i de kogebøger jeg har arvet, en masse håndskrevne noter som med al tydelighed viser, at hun syntes, hun vidste bedst! Det gjorde hun ikke altid, men alligevel husker jeg nu med stor fornøjelse, vores måltider hos hende og Morfar. Men tilbage til fladbrødsdejen; jeg skal nok lade jer vide, hvorvidt den blev god! (Det gjorde den)

Nu er næsten-teenagerne gået ned efter is, det varer ikke så længe før de to andre også har fri og jeg kan mærke, at det er tid til kaffe lige om lidt.

**************

Og så er vi færdige med måltidet og jeg kan kun sige MUMS! Det var SÅ godt. Det hele! Jeg fik også lige blandet en græsk salat med agurk, tomat, rødløg, feta og dressing. De oliven, jeg troede vi havde, glimrede ved deres fravær… Men måltidet fald i god jord hos alle og jeg kan sagtens forestille mig, at det snart kommer på menuen igen.

 

Marinade til souvlaki
ca 700 gr kød; lam, kylling eller svin, i tern
1-2 dl olivenolie
3-4 fed finthakkede hvidløg
1 håndfuld frisk oregano, hakket
Saft af 1 citron
Salt/peber

Lad kødet marinere nogle timer, gerne fra om morgenen, sæt det på spyd og gril det 6-8 minutter, så det er gennemstegt.

Syltede rødløg
3-4 rødløg skåret i både eller fine strimler
1 dl vand
1,5 dl eddike
1 dl sukker
5-7 peberkorn

Bring lagen i kog, så sukkeret opløses, læg løgene i og kog med et par minutter. Sluk for varme og lad det stå indtil brug.

Tzatziki
2 agurker skåret i tynde skiver
salt til at strø over agurkeskiverne
Græsk yoghurt – jeg vil tro, det er et par dl, men det er på gefühl…
Revet hvidløg, mængden afhænger dels af hvor kraftige de er, dels hvor kraftigt man kan lide det. Prøv dig frem og put lidt i ad gangen. Det bliver kraftigere af at stå.
1-2 spsk olivenolie
Evt. lidt citronsaft.
Salt/peber

Når agurkerne er udvandet, stykker jeg dem i koldt vand og vrider i et viskestykke, da de ellers kan være alt for salte. Af samme årsag venter jeg med at tilsætte salt til resten er blandet.

Fladbrød
600 gr hvedemel
1 tsk salt
100 gr smeltet smør
3,75 dl mælk

Det hele æltes sammen, der behøver ikke æltes længe, men det skal hænge sammen. Lad dejen hvile.
Del i 10 stykker, form til boller, der rulles flade. Skal de være bløde, skal de ikke rulles lige så flade, som hvis de skal være sprøde, men de skal rulles fladere end man lige tror! Bag på en varm pande eller på en grillsten. Vend, når de bobler op og får farve.



Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.


Leave a Reply