Mest hverdag, Rejseliv

Men jeg voksede også!

Ældstearvingen har været på skoletur i den forløbne uge. 5 dage i Tjekkiet, hvoraf de sidste to var i Prag. Han har været på lejrskole før, men ikke i udlandet (så langt væk fra sin moar!), så den sidste måned har jeg balanceret som en linedanser til den helt store guldmedalje, for at klæde ham bedst muligt på til at være “alene” i udlandet, men uden at fratage ham ansvaret for at gøre sig klar til det.

Jeg må indrømme, at selvom jeg har glædet mig utroligt meget på hans vegne, så var jeg også en lille smule ved at dø indvendigt ved tanken om, at mine lillebitte dreng (ja, for inde i mit hoved var han jo stadig kun 44 cm og vejede 2,5 kg!) skulle bevæge sig rundt i et fremmed land 600 km væk, uden jeg kunne passe på ham! Hjælp! Men det skulle han selvfølgelig ikke vide! Så ugen op til måtte jeg virkelig tage mig sammen og spille helt cool, når vi talte om turen, men mandag morgen, da Hr. H og han kørte hjemmefra, fik han altså et meget stort kys og en fuldstændig afslappet bemærkning om, at vi ville da gerne have en sms engang imellem om hvordan det gik. Totalt cool! Altså… næsten… nok… måske…. Jeg må så lige tilføje, at ældstearvingen ikke er den store kommunikator og at hverken telefonsamtaler eller sms’er nogensinde er ret lange når det er med ham, men egentlig ville jeg jo også bare gerne vide, at han var i live og havde det godt. Og jeg fik da også et par god morgen, ja, ok, og hjerte-emojis undervejs, men kun lige til husbehov.

Klassen havde planlagt et helt forrygende program der bl.a. indeholdt rappelling, river rafting, kick biking, sight-seeing i limousine (fordi en klassekammerats familie har et bureau i Prag) og shopping. Og der er overhovedet ingen tvivl om at de har haft en helt forrygende tur! Og heldigvis uden de store udfordringer og uheld.

For mig skete der så noget uventet i torsdags. Jeg fik pludselig en af de der aha-oplevelser, der gør een lidt klogere på sig selv. For bedst som jeg sad og tænkte, at nu måtte de være ankommet til Prag og skulle ud på gaden mellem alle de FARLIGE lommetyve og svindlere (ja ja, jeg er jo mor…), nåede jeg i løbet af et splitsekund, at gå fra tanken om at jeg jo plejer at være der til at fortælle ham, at han skal passe på sine ting, holde fast i sin pung, gemme telefonen osv. hen over et kort øjeblik med en klump i halsen og så til erkendelsen af, at han kan jo godt! Han er jo stor nu og ikke længere kun 44 cm lang! Han ER klædt godt nok på, for det er jo netop det, vi har arbejdet på indtil nu og han er taget afsted og har “bestået” med bravour. Og lige i dét øjeblik, gik det op for mig, at nu havde jeg også bestået! En underlig følelse af sorg, glæde og stolthed slog mig på een og samme tid og efterlod mig en erkendelse af, at han jo netop er lige der, hvor han skal være! Lige der, hvor han selvfølgelig stadig har brug for os, men faktisk ikke lige så meget som før. Og det er jo netop det, man som forælder arbejder hen mod. Der er en lille sorg i at erkende, at han lige så stille frigør sig, men der er samtidig en kæmpe stolthed i at han netop frigør sig og klarer det så fint.

Vi hentede ham i aftes i Kastrup (efter jeg havde glædet mig som et lille barn hele dagen) og jeg kunne næsten se, han var vokset, min store dreng, og han gør mig så utrolig stolt! Og også glad, for han har nemlig også lige været henne for at kramme flere gange siden vi kom hjem igen. Så jeg giver slip med ro i sindet og nyder at både han og jeg er vokset med opgaven, men stadig er lige tætte. For et godt kram tror jeg aldrig, jeg bliver for stor til og det håber jeg heller ikke han gør!

 



Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.


Skriv et svar