
Er drillenissen flyttet ind?
Kommer drillenissen snart, Mor?
I disse dage er vores yngste på 9 år temmelig utålmodig. Hun venter på nissen! Altså drillenissen, som hvert år flytter ind ved vores skorsten og som laver sjov og løjer i hele december.
Egentlig ved hun godt, at det er os, der laver løjer, det opdagede hun sidste år. Men hun vælger at tro på nissen, fordi det er en super hyggelig og rigtig sjov leg. Og så længe det er sådan, så leger vi da gerne med.
Sidste år samlede jeg en masse idéer til sjove nissedrillerier og nogle af dem, vil vi genbruge i år. Og lur mig, om vi ikke også finder på nogle nye løjer.
Det er iøvrigt en rigtig god idé at forberede sig en lille smule, hvis man vil lade nissen flytte ind, for børnene synes det er mega sjovt og bliver hurtigt skuffede, hvis der går for mange dage mellem løjerne. Og det kan godt være lidt svært at finde på noget kl. 23.30, når man lige kommer i tanke om at nissen vist har glemt at drille…
Yngstearvingen er, som jeg startede med at fortælle, ved at være ret utålmodig. Faktisk er hun de sidste par morgener løbet ind i stuen for at se, om der var kommet en dør eller andre tegn på at Herluf Nisse er på vej. Hun kommer nu til at vente en uges tid endnu, for jeg er ikke helt klar til at have juleting stående endnu.
Børnene interagerer også med drillenissen
Alle vores 3 børn har haft en fest med nisselegen og vi har faktisk også små minder fra de tidligere år, som vi har gemt. Der er nemlig blevet skrevet små beskeder og breve til ham, også helt uopfordret, og det har været både underholdende og rørende at finde en lille seddel skrevet med barneskrift foran nissens dør. Et år spurgte ældstearvingen sågar Herluf Drillenisse, om han dog ikke gerne måtte slippe for at lave lektier og sluttede af med et “be-be”. De sedler er guld værd!
Hvad laver drillenissen af løjer i juletiden hjemme hos jer? Kom endelig med gode idéer i kommentarerne!
Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.

