Mest hverdag

Bare føl dig hjemme – gør du det?

“Føl dig bare hjemme!” Det har vi nok allesammen hørt, når vi har været på besøg hos familie eller venner. Men kan man det? Sådan for alvor? Betyder det, at man bare må smække benene op i sofaen og selv hente mad i køleskabet? Hvad betyder det egentlig?

Føler man sig hjemme, når man er på hjemmebane? Og hvad afgør, om man er på hjemmebane?

Jeg har flere steder, hvor jeg føler mig hjemme. Det mest oplagte og – forhåbentlig – indlysende, er hjemme, hvor jeg bor sammen med min familie. Mine forældre bor stadig i det samme hus, som jeg voksede op i og der har jeg følt mig hjemme og gør det vel for så vidt stadigvæk. Men alligevel ikke helt, for det er jo ikke mit hjem. Mit barndomshjem, jo vist, men ikke mit nuværende og det har det ikke været i 27 år. Så måske er det ikke så mærkeligt, at jeg ikke føler det helt som hjemme mere? Og dog, for jeg er jo på hjemmebane og går selv i køleskabet, køkkenskufferne, ved hvor jeg skal finde rene håndklæder og smækker benene op i sofaen. Men jeg kan altså ikke finde ud af fjernbetjeningerne! Så måske er jeg alligevel ikke helt på hjemmebane?!

Jeg flyttede hjemmefra som 19-årig og boede i min to-værelses på 52 kvm i 10 år. Både alene og med forskellige kærester. Det var helt klart min lejlighed og jeg var faktisk rigtig glad for at bo i den. Jeg følte mig hjemme både i den og området, hvor den lå.  I dag kunne jeg slet ikke forestille mig at bo på samme adresse. Ikke så meget pga. selve lejligheden, men fordi området på ingen måde er et sted, jeg længere har lyst til at kalde for hjemme. Men dengang var jeg glad for det.

Da jeg mødte Hr. H. flyttede vi sammen i en større lejlighed i Brønshøj. Det var en skøn lejlighed og vi nød i dén grad vores “hood”. Mine bedsteforældre boede i området, da de levede, så jeg kendte det på forhånd og følte mig hjemme.

Vi købte vores første hus kort tid efter brylluppet. Vi havde kigget på huse gennem noget tid og havde egentlig en forestilling om hvordan vi gerne ville have det. En dejlig bungalow eller murermestervilla i Brønshøj stod ret højt på ønskesedlen! Vi følte os jo hjemme dér.

Alligevel endte vi med at køre til Nordsjælland for at se på et 70’er parcelhus, som vi havde set i en annonce. Hr. H. arbejdede i nærheden, hvilket nok var hovedårsagen til vores tur derop. Jeg kendte ikke ret meget til området, men syntes umiddelbart der var hyggeligt, omend noget langt fra København! Mægleren ventede os, da vi ankom og lukkede os ind i huset og der skete noget meget uventet. Det føltes ganske enkelt som “hjemme”! Vi kunne simpelthen mærke, at det her hus bare sad rigtig godt på ryggen og at det var her, vi skulle starte en familie. Og det tiltrods for lyserøde soveværelsesvægge og hvide plystæpper…

For 8 år siden flyttede vi til Frankrig og vi var virkelig ikke på hjemmebane i starten! Vi talte ikke sproget og vi kendte ingen mennesker dernede. Vi flyttede derned som Expats, så forholdsvis hurtigt fik Hr. H en omgangskreds, som han følte sig mere og mere hjemmevant blandt. Jeg selv derimod, havde bestemt tidspunkter i starten, hvor jeg ikke rigtig følte, at jeg kunne finde fodfæste. Mest fordi jeg var gravid med et sygt barn og derfor havde et væld af aftaler med en læge, der kun talte fransk – og det gjorde jeg ikke.

Efterhånden som de to ældste startede i skole og vi lærte lidt mennesker at kende, faldt vi dog ret hurtigt til og da vi, efter at have boet der i godt 6 mdr, var i Danmark for at holde jul, kunne vi for første gang mærke, at nu var Frankrig “hjemme”. Vi glædede os faktisk rigtig meget til at komme hjem til Frankrig.

Efter 2,5 år i Frankrig skulle vi flytte hjem til Danmark igen og det var rigtig svært! For selvom Danmark aldrig holdt op med at være hjemme, så var det Frankrig, der føltes som hjem. Vi kunne sagtens være blevet boende, men som expat-familie er man nødt til at indrette sig efter de jobtilbud, der nu engang viser sig og det var også det rigtige at gøre, men det var svært at finde sig til rette i Danmark igen. Især for mig. Faktisk var jeg sådan lidt småsur det første halve år vi var tilbage og det gjorde det ikke bedre, at omstændighederne gjorde, at vi var nødt til at finde et andet hus end det, vi troede vi skulle hjem til. Det hus der bare sad helt rigtigt på ryggen…

Vi fandt dog et andet hus, et større hus, hvor der er god plads til os alle 5 og set i bakspejlet, var det godt nok. Vi har siden gennemrenoveret huset, så det er helt, som vi gerne vil have det, men trods det, får jeg nok aldrig helt den samme fornemmelse her, som i vores første parcelhus. Jo vist, jeg føler mig bestemt hjemme, men jeg ved nu, at det kunne jeg gøre mange steder. Måske er det bare et resultat af at have været udsendt? Man bygger rede hvor man er og så bliver det til hjem?

Jeg tror, det vigtigste for mig er at bo sammen med min familie, et sted hvor vi alle 5 føler os tilpasse. Om det er i Danmark eller Frankrig betyder måske i virkeligheden ikke det store (selvom Frankrig stadig trækker lidt…), så længe jeg har min familie hos mig, er jeg hjemme.

Hvad er hjem for dig?



Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.


2 Comments

  • Knud

    Hej Malene,

    Tak for en god artikel, hvor du får vendt begrebet “at føle sig hjemme” og “hjemme”. Jeg kom til at tænke på endnu en, nemlig at “høre hjemme”. Det bruges ikke kun om steder, men også i sociale sammenhænge, hvor man kan have fornemmelsen af at høre hjemme og den kan også forstærke at følelsen af at føle sig hjemme.

    • Malene

      Hej Knud.
      Tak for din kommentar. Og ja, du har ret. Socialt kan man også føle sig hjemme uden fysisk at være det. Venner er en god ting i den sammenhæng?

Leave a Reply