Jeg synes, det er svært!

Det der med at være nogens mor.

Det her indlæg er ret personligt, så tag pænt imod det, tak.

Jeg er mor til 3 skønne, kærlige, betænksomme og venlige børn. De er faldet rigtig godt ud, hvis jeg selv skal sige det! Og det må vi nødvendigvis have haft en finger eller to med i spillet for at være nået til.

Men, Gud, hvor har jeg dog tvivlet på mine evner som mor mange gange! Jeg har endda haft overvejet, om jeg overhovedet burde have fået børn!

Vi har nok ikke trukket det nemmeste lod i børnelotteriet, for de har alle 3 haft alvorlige startvanskeligheder og jeg har tilbragt længere tid på neonatalafdelinger, end jeg har lyst til at tænke på og der har også, for de to yngstes vedkommende, været udfordringer af længerevarende karakter, som har krævet omfattende og langvarig indsats. Det har ikke altid været lige morsomt og undervejs har jeg virkelig tvivlet på både mine moderlige, pædagogiske og menneskelige evner.

For et par år siden blev presset for stort og jeg gik ned med en form for stress, jeg fik pludselig angstanfald med svimmelhed, hjertebanken og tunnelsyn og jeg var nødt til at bede kommunen om professionel hjælp. Ikke til mig, men til hele situationen med vores yngste, der netop havde fået en dum diagnose og vores mellemste, der fungerede ret dårligt og derfor gav os kamp til stregen konstant. Lige der tvivlede jeg rigtig meget på mig selv og mine evner!

Jeg er sådan en, der søger information og gerne masser af den, hvis jeg støder på problemer og det har jeg brugt meget tid på ift. børnene. Jeg tænker, det er en måde at gøre “alt hvad man kan” på… og så har jeg rent praktisk brugt mange, mange timer på at træne med og styrke børnene ift deres udfordringer, så jeg VED, at jeg dér er lykkedes rigtig godt.

Men der er jo også alt det andet. Altså når jeg kommer til at blive for sur over et eller andet, når jeg får hævet stemmen for meget, når jeg kommer til at formulere mig dumt. Så føler jeg mig slet ikke værdig. Når putteproblemerne fylder for meget og min fornuft siger et og hjertet noget andet… når jeg godt ved, jeg NOK gør det rigtige, men knuden i maven vokser fordi fornuft og følelse ikke er enige. Så tænker jeg ikke, jeg har fortjent at være mor – ovenikøbet til verdens dejligste børn!

Jeg synes, det er svært. Jeg kan se, at vi er lykkedes langt hen ad vejen og håber, når de bliver voksne, at kunne se, at alt er som det skal være. Og jeg håber, de vil huske alt det gode og at det mest er morhjertet, der har ondt over de gange, jeg ikke helt levede op til egne idealer.

Jeg håber, de ved, at jeg fra første gang jeg så deres ansigter, vidste at jeg var sat i verden for at passe på dem. Jeg forstod, og forstår stadig ikke, hvordan jeg kunne være så heldig at gøre mig fortjent til de her små, vidunderlige mennesker. Og det er vigtigt for mig, at de vokser op og ved, at der er ingenting de kan gøre, ingenting de bliver, ingen steder de tager hen, der kan ændre min kærlighed til dem. Aldrig! Mit hjerte er for altid deres. De skal ikke gøre sig fortjent til det og de skal ikke kæmpe for det. Det er deres for altid!

Jeg håber, de ved, at selvom jeg er den voksne, kan jeg godt tage fejl og dømme uretfærdigt, jeg kan godt træde forkert og har gjort det mange gange. Det ændrer ikke den kærlighed jeg har til dem. Jeg gør mit bedste, det er ikke altid nok, men jeg prøver.

Når alt kommer til alt, er det vigtigste, at de ved jeg elsker dem og at de er gode nok. Altid! Uanset! Og det tror og håber jeg, de gør.

Men jeg synes det kan være svært, det med at være nogens mor….