Halloween og store edderkopper.

Vores mellemste er rigtig bange for edderkopper. Ikke bare sådan på den pjattede måde, men på araknofobi-måden hvor enhver sort skygge, stor eller lille, der bevæger sig lige i kanten af synsfeltet, automatisk er en potentiel fare. Så det er ikke hos ham, jeg, der heller ikke er fuldstændigt pjattet med den slags kryb, henvender mig, hvis der er noget, der skal fjernes. Hans lillesøster, derimod, plejer nok at kunne klare ærterne og det samme gælder storebror.

I morges, da jeg stod i badet, lød der pludselig skrig fra stuen, hvor ungerne sad og indtog morgenens yoghurt med müsli og belært af erfaringen, nåede jeg et kort øjeblik at blive lidt irriteret over, at de to yngste ikke kunne enes i bare de par minutter under morgenmaden. Nanosekunder senere stod de dog alle tre på badeværelset, hvor jeg nu stod og dryppede i håndklædet, og råbende i munden på hinanden og med vilde udtryk i øjnene, forstod jeg hurtigt, at det her altså ikke handlede om, hvem der havde mest ret i at himlen var lyserød, men derimod om, at der sad et endog særdeles velvoksent eksemplar af en husedderkop på væggen i spisestuen.

Jeg lavede våde fodspor hele vejen ind i stuen, blot for at konstatere, at her var det hverken lillesøster, storebror eller mig selv, der skulle tage affære, næ nej, der måtte Hr. H på banen. Hold nu kæft, en MF’er! Den sad nærmest og grinede af os, som vi stod der og på hver vores måde gav udtryk for vores afsky og utilpashed! Hr. H var dog lige hoppet ind under den varme bruser og mente godt lige, at elimineringen kunne vente et par minutter, men kræet var allerede på vej hen over væggen for at finde en sprække, hvor vi ikke ville kunne nå den og den dermed kunne sprede flere dages frygt bare ved tanken om, om den mon stadig sad og holdt øje med os. Næ tak!

Så jeg allierede mig med støvsugeren og efter en god kamp for at holde fast i ujævnhederne i glasvævet, måtte dyret tilsidst slippe sit tag og lade sig suge ind i det mørke rør. Og, I kid you not! – jeg kunne MÆRKE og HØRE den skramle hele vejen gennem røret! ADDDD!!!! Så stod vi der, støvsugeren kørte stadig, ugerne stod og råbte, om jeg var sikker på at den var død og ikke bare kravlede ud igen, når jeg slukkede!? Og kan man egentlig være sikker på det? Jeg mener, måske landede den blødt på mængderne af nullermænd, som allerede lå i støvsugerposen? Så de små hoveder roterede på højtryk. Ældsten handlede resolut og hældte en halv pose ris ud på køkkengulvet og så blev der ellers sendt hundredevis af små hvide projektiler efter spiderman! På dette tidspunkt tror jeg egentlig ikke vi havde nødigt at frygte hverken tilbagevenden eller hævnaktioner, men man skal selvfølgelig aldrig føle sig overlegen, så for lige at være på den helt sikre side, sluttede vi af med at sætte en pose for støvsugerrøret og surre den fast med elastik! Og så stod vi endelig dér og følte os både modige og smarte! Vi klarede den! Hr. H var på dette tidspunkt færdig i bruseren og selvom hans ansigtsudtryk mest af alt så hovedrystende overbærende ud, så er jeg sikker på, at han inderst inde er stolt over sin modige familie, der virkelig står sammen når det gælder!

I morgen er det som bekendt halloween og nej, vi skal ikke hænge edderkopper op, for ikke engang de store lodne udstillingsmodeller er mellemsten glad for, men i eftermiddag vil vi bruge morgenens adrenalin-indstrøjtning til at skære nogle fine og uhyggelige græskar, så vi er klar til at tage imod festligt udklædte “trick & treat”-ere i morgen aften.

Og skal det være rigtigt uhyggeligt, tømmer jeg måske støvsugerposen i indkørslen inden!