Rejseliv

Vietnam, del 7 – Mageløse Mai Chau blandt rismarker og bjerge

Efter morgenmaden mødtes vi med Singh, vores guide, i hotellobbyen. Han skulle sende os afsted fra Hanoi og sørge for at vi kom med den minibus, der skulle køre os til Mai Chau i bjergene mod syd-øst. Han fortalte, at der vist nok skulle en person mere med, som skulle hentes et andet sted, men der var fint plads til os alle, så vi fik indrettet os til den 4 timer lange køretur. Efter 1/2 times køren rundt i Hanoi, holdt chaufføren ind til siden og ind steg en vietnamesisk kvinde og vi vidste faktisk ikke helt om hun var guide, skulle på ferie i Mai Chau eller hvordan hun lige passede ind i ligningen og vi kom heller ikke meget videre end til Xin Chau, som betyder goddag. Senere fandt vi ud af, at hun faktisk var ejer af det hotel vi skulle bo på i Mai Chau.

Vi ankom til Sol Bungalows i Mai Chau ved frokosttid, fik en velkomstdrink mens der blev checket ind og efter vi var blevet indkvarteret, var det bare at sætte sig til bords og nyde den skønne 5 retters “set menu”.

Efter frokost var der et par timer inden første udflugt i Mai Chau, så poolen skulle naturligvis indvies. Samtidig kunne vi forbavses og forundres over det fantastiske mylder af sommerfugle, der var over det hele. Det kan faktisk bedst sammenlignes med at gå rundt i tropehuset i Zoo, der var helt fantastisk mange og de var i alle størrelser. Det er helt hypnotisk at stå og se på – wauw! Vi voksne var heller ikke i tvivl om at der helt sikkert også var rigtig meget andet kryb, men det undlod vi nu at tale alt for højt om. Den ene aften sagde ældstearvingen pludselig, at han kunne se en grøn flyvende lysprik og ganske rigtigt, der fløj en ildflue. Det var sjovt at se i virkeligheden, for det var der ingen af os, der før har oplevet.

Hotellet er ikke ret stort og ligger i en dal omgivet af rismarker. Så udsigten fra både vores veranda og poolen er helt fabelagtig. Vi kom på et godt tidspunkt hvor bønderne var ved at sætte ris i jorden og de par dage vi var der, kunne vi se flere og flere marker blive grønne af de små nye planter, der blev sat. Og hvis vi troede, at det foregik med maskiner, så blev vi klogere! Hvert enkelt strå sættes i mudderet med håndkraft og der arbejdes fra morgen til aften. Det sætter tingene lidt i perspektiv ift. hvis man står i supermarkedet herhjemme og tænker at et kilo ris er dyrt.

Midt på eftermiddagen mødtes vi med vores guide, en lokal mand af Thai-stammen, der skulle vise os rundt i området. Vi blev udstyret med cykel og hjelm og så gik det ellers derud af af små stier gennem rismarker, landsbyer, bambusskov og over åer og vandingskanaler. Det er virkelig en helt anden verden, end den vi er vant til i Danmark. Det er hårdt arbejde og det er for at overleve. Vietnam er stadig kommunistisk og det mærkes tydeligt på mange områder. Andre områder er dog blødet noget op i forhold til tidligere tiders kommunistiske ideologier. F.eks. var det tidligere sådan, at staten ejede alle marker og alle skulle arbejde på dem og fik det samme ud af det. Problemet var bare, at det bestemt ikke var alle der lagde det samme arbejde i det og derfor var der stor forskel på, hvad den enkelte familie fik ud af deres indsats i forhold til det arbejde de lagde i det. Derfor blev det ændret sådan, at hver person har et antal kvadratmeter rismark og at den enkelte familie tjener på det, som netop de kan sælge.

Cykelturen var varm, men spændende. Dog blev den lige en tand for spændende for vores datter, da det pludselig gik ned ad bakke og hun ikke kunne få håndbremsen til at virke. Hun fik bare mere og mere fart på og vi kunne ikke gøre ret meget andet end at se til og håbe på en blød landing. Guiden forsøgte at gribe hende halvvejs, men det gik for stærkt og hun endte i drengenes cykler, som allerede holdt parkeret nedenfor bakken. Heldigvis var det kun overfladiske skrammer, men lige dér, skulle hun i hvert tilfælde ikke videre! Ikke på vilkår, om hun skulle op på den cykel igen. Guiden var meget ulykkelig over uheldet, selvom vi på bedste vis forsøgte at forklare ham, at hun var ok. Men selv næste morgen, da vi mødte ham, fortalte han, at han altså havde været nødt til at dele en flaske risvin med sin ven, fordi han var så rystet. Stakkels mand! Men hun VAR altså ok.

Videre kom vi dog, med lovning på at vi helt sikkert ville stå af og trække cyklerne, hvis der skulle komme flere bakker. Drengene, derimod, drønede afsted og havde det herligt!

Tilbage på hotellet nåede vi lidt mere badning inden der var middag og underholdning med dans og lokal risvin drukket gennem lange bambusrør.

[insert_php]
$kort=2;
include(“/home/madkalen/forbindelser/mesthverdag/bog_vietnam.php”);
[/insert_php]

Dagen efter stod dem på en lidt længere udflugt; vi skulle besøge først en Hmong landsby og dernæst en Thai familie. Vietnams befolkning består af 86% Viet (Kinh) og derudover 53 forskellige etniske stammer. Hmong, der har flere undergrupper som f.eks. Blå Hmong, Rød Hmong og Blomster Hmong, udgør omkring 1 % af befolkningen. Thai stammen, der faktisk ikke stammer fra Thailand, men derimod Kina, udgør 1,7% af befolkningen.

Vi startede med en gåtur gennem Hmong-landsbyen, hvor klædedragterne tydligt afslørede at vi befandt hos de Blå Hmong. Vores guide mødte flere han kendte der og faldt i snak med dem om de høje, lyse danskere, han havde på slæb. Specielt vores børn tiltrak sig opmærksomhed. Drengene, der er 12 og 13 år og omkring 160 cm høje begge to, fangede en gammel dames interesse og hun ville meget gerne høre, hvornår de mon skulle giftes? Hos Hmong stammerne bliver man nemlig gift, når man er 13-14 år! Der afholdes et “Love-market” en gang årligt, hvor alle iklæder sig deres fineste skrud, de unge piger stiller sig op i rækker og så er det op til de unge mænd at udvælge sig en hustru. Hende tager de med hjem og bliver hun godkendt af familien, bliver der bryllup. Hvis ikke, bliver hun fulgt tilbage og han vælger en ny.

Det så nu ikke ud som om idéen rigtig faldt i drengenes smag og vi brugte da også tid de efterfølgende dage, på at tale om hele det der set-up, hvor pigerne dybest set ikke har ret meget at skulle have sagt. Og jeg kan med glæde konstatere at mine drenge hverken vil giftes unge eller med een de ikke kender. “Nej, Mor, jeg vil gerne giftes med een jeg kender og er forelsket i!” Men hvor er det dog fedt at se, hvordan vi alle får udvidet vores horisonter og lærer hvordan tingene foregår i andre dele af verden.

En anden dame mente at vores datter, der altså kun er knap 8 år, men høj efter vietnamesiske forhold, måtte være et oplagt valg af hustru til hendes nevø. Vi valgte nu pænt at takke nej til tilbuddet.

På vej tilbage “stødte” vi ind i en fest, der viste sig at være en begravelse af en lokal narkobaron, der var død i fængslet. Folk strømmede til i hundredevis, medbringende brænde, grøntsager, risvin og levende grise og høns i flettede bure.

Hmong-folket er meget fattigt og det giver desværre den slags problemer. Og det var meget tydeligt at se hvor “baronerne” bor, for der var store huse, dyre motorcykler og biler og guiden fortalte, at politiet ikke gjorde så meget ved det, for de bliver bestukket til at “køre forbi” husene. Når de skal have fat i “baronerne”, foregår det hovedsageligt på vejene udenfor landsbyerne. Trist at se.

Efter besøget her, kørte vi videre op i bjergene hvor vejen blev smallere og der var længere mellem husene. Vi var glade for at have en erfaren chauffør med, for der var tågebanker, der gjorde det svært at se hvor kanten af vejen var. Og der var langt ned! Vi kørte forbi rismarker, teplantager og marker med forskellige frugttræer inden vi ankom til en lille landsby, hvor vi skulle drikke te hos en Thai-familie.

Vi blev vist indenfor og bænket på små skamler ved det eneste bord i lokalet. I hjørnet stod to sovebrikse og i rummet ved siden af lå en lille 4 måneder gammel pige og sov i en flettet kurv. Utroligt spartansk og utrolig gæstfrihed. Vi blev budt på te brygget på friskplukkede teblade og hjemmebrygget risvin, og guiden fortalte om hvordan livet er der, langt ude på landet.
På væggen hang der fine små punge og tasker syet af hjemmevævet stof og guiden var hurtigt til at spørge vores datter, om hun mon ikke kunne tænke sig sådan en? Normalt gider vi ikke rigtig det der med at blive prakket ting på, men her føltes det naturligt og rart at kunne støtte familien en smule økonomisk, så naturligvis fik hun lov at vælge lige den, hun allerhelst ville have. Og vi fik et glas risvin mere.

Vi var tilbage på hotellet ved frokosttid og resten af dagen stod på badning i poolen. Sidst på eftermiddagen ankom en større gruppe vietnamesere fra Hanoi og de var faktisk temmeligt støjende, så vi fortrak lidt og morede os istedet over deres forsøg på at få de bedste og sjoveste fotos og videoklip, som de kunne poste på sociale medier. Guiden spurgte os senere, om vi havde mødt VNP’erne? Det kalder de nemlig weekend-gæsterne fra Hanoi; Very Noisy People. Og det kan vi egentlig godt forstå!

Den sidste dag i Mai Chau startede vi tidligt med to timers vandretur i rismarker og landsbyer – og 35 grader! Det var lidt rigeligt for især de to yngste, der næsten kunne høre poolen kalde, men det giver S... meget at have en lokal guide med, så de ture, der var arrangeret hjemmefra skulle altså opleves! Vi kom blandt andet forbi en lille vævefabrik, hvor vi fik købt de fineste tørklæder, en bamse, et par punge og penalhuse for næsten ingen penge, men de blev så glade, at de straks forærede børnene nogle fine små knyttede armbånd. Og det er sjovt at se, hvor stort indtryk selv små oplevelser gør på børn, de blev virkelig glade og benovede over gaven.

Efter en skøn frokost gik turen tilbage mod Hanoi, hvor vi sidst på dagen skulle flyve videre til Danang og derfra køre til Hoi An. Den mystiske rejsefælle fra udturen var også med retur og det var der, vi fandt ud af at hun var hotelejeren. Og hun havde også små gaver lavet af fint vævet stof, med til os alle 5. Og så var bilen ellers fyldt med frugt i alle afskygninger, som skulle med retur til Hanoi fordi kvaliteten er meget bedre i Mai Chau.

Alt er så anderledes i Vietnam; lige fra Hanoi’s mylder af gadekøkkener, scootere, handlende på markeder og meget mere, til roen og den ubeskrivelige skønhed i Halong bugten og så til Mai Chau i bjergene, hvor Thai-stammen og Hmong-stammerne lever, om ikke side om side, så ihvertfald i nærheden af hinanden. Det er fantastisk at se forskellen på Hanoi’s mange små og intermistiske boliger og så Thai-landsby husene på pæle med sirligt udskårne dekorationer eller sivmåtter som vægge. Og at høre om hvordan der indtil for 20 år siden jævnligt var tigerbesøg i landsbyen, hvor beboerne ikke kunne gøre andet end at gemme sig helt stille på 1. sal, mens de kunne høre deres dyr blive til tigerfoder lige nedenunder dem. Eller at se rismarkerne blive beplantet lige udenfor vores dør og gå tur og cykle mellem de utroligt anderledes huse. 

Mai Chau er helt klart et besøg værd! Alt er anderledes. Anderledes roligt, anderledes barsk og anderledes smukt. Vi fik glæde af både skyer, regn, torden bag bjergkammen og sol og landskabets udtryk er forskelligt med hver enkelt vejrtype. Og det er helt ubeskriveligt smukt! Vi kommer meget gerne tilbage.

Allerede en uge inde i vores tur, var der oplevet så meget at vi næsten ikke kunne rumme det og foran ventede flere oplevelser. De mange oplevelser giver anledning til gode snakke om alverdens ting, blandt andet om at sætte pris på det man har og de muligheder vi har i Danmark.

Og så giver de “sensory overload”, alle oplevelserne, så man nogle gange må lukke og slukke. Vi faldt alle 5 meget hurtigt i søvn om aftenen og når der iøvrigt lige var lidt “slappe-af”-tid.

Hoi An var næste by på programmet, hvilket jeg vil fortælle meget mere om i næste rejseindlæg her på bloggen.



Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.


Skriv et svar