Mest hverdag

Alene eller ej.

Jeg er græsenke i denne uge. Det har jeg været mange gange efterhånden og det generer mig ikke specielt. Altså, jeg ville da helst have Hr. H hjemme, men jeg har prøvet det tilpas mange gange til at være fortrolig med det og endda se de positive sider af det.

Hr. H rejser slet ikke så meget mere, som han gjorde tidligere, så det her indlæg skal ikke læses som brok eller ynk, men der er selvfølgelig tidspunkter, hvor man godt kunne tænke sig at være to. F.eks. i den her uge, hvor begge drengene har været ramt af omgangssyge og derfor har været sløje og har kastet op. Faktisk har vi været hjemme, børnene og jeg, både mandag og tirsdag, og først i går kom de to yngste i skole igen. Ældstearvingen fortsatte med at kaste op i går, men er heldigvis lidt friskere i dag. Samtidig har mini-me været mareridtsramt samtlige nætter, så jeg har fået natlige besøg i dobbeltsengen. Der er jo plads nok uden Hr. H, men hun insisterer på at ligge i arm og så sover jeg altså ikke ret godt, så trætheden har efterhånden indfundet sig. Og så er det, at det ville have været rart, at være to. To til at tørre bræk op, to til at skifte sengetøj, to til at transportere de raske i skole, to til at trøste om natten, to til det hele…

Det længste, jeg har været græsenke, var i 2009, da Hr. H var nødt til at arbejde 2,5 måned på den anden side af jorden – bogstaveligt talt. Drengene var 5 og 3 og jeg var nygravid med mega meget kvalme. Og vi skulle flytte til Frankrig 14 dage efter han ville komme tilbage til Danmark, så jeg stod med alt det praktiske ifm. flytningen. Det stank virkelig! Især fordi jeg, som gravid, ikke måtte få de vaccinationer, der var nødvendige for at besøge ham og fordi vi vurderede, at det ville blive for hårdt for drengene, hvis han kom hjem på besøg en weekend og så skulle rejse igen. Især ældstearvingen var hårdt ramt, da han rejste. Alene dét at stå i lufthavnen, med hormonerne rasende gennem kroppen og skulle trøste en 5-årig, som er helt ødelagt. Nej tak!

Men man finder jo ud af det, finder sine egne rutiner og klarer (noget af) savnet over skype. Det sjove er, at man faktisk kan komme så meget ind i egne rutiner, at man skal “finde fælles fodslag” igen, når den anden vender tilbage. Det tænker jeg, at familier, hvor den ene f.eks. er på en boreplatform, er ude som soldat osv., også må opleve?

Man må jo se på de positive ting!
F.eks. kan man se lige præcis de serier, man helst vil i tv. Man kan lave den mad, man helst vil osv. Selv om det stadig er sjovere at være to om det… ;-)

Så det har jeg gjort i denne uge, lavet den mad jeg havde lyst til (til dem der altså overhovedet havde lyst til mad!) og set de tøseserier, som vi ellers sjældent ser, fordi der er 3 hankønsvæsener i huset, som hellere vil se action og krimier.

Og i morgen kommer Hr. H hjem igen, vi er vist allesammen ved at være raske igen og familien er samlet.

Alt er godt!

 



Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.


Skriv et svar