Juhu, Mor! Du har lavet grønkålschips!
Ikke umiddelbart en sætning man venter fra familiens yngste, men ikke desto mindre er det et kæmpe hit for store og små på matriklen, når jeg sætter en skål hjemmelavede grønkålschips på bordet. Det er faktisk lige før, de er hurtigere væk end fredagsslikket!
Og hvilken mor ville jeg da være, hvis jeg nægtede mine børn grønkål fredag aften! Ha ha!
Jeg ribber bladene af stænglerne og river dem i mindre stykker og putter dem i en frostpose. Så behøver jeg nemlig ikke bruge helt så meget olivenolie, som hvis jeg bare hældte det over på bagepladen. Når olien er fordelt godt, hælder jeg kålen på en bageplade med bagepapir og drysser salt og evt. krydderier på. Og så skal det bare i ovnen ved 130-140 grader til det er sprødt. Jeg bruger ikke varmluft, da kålen meget hurtigt bliver brændt i kanterne. Det skal have 20-30 minutter og rodes lidt rundt undervejs, så det hele bliver sprødt. Hold godt øje, for “bagetiden” afhænger af hvor saftig kålen er.
Og så lav iøvrigt rigeligt! Kålen falder meget sammen og forsvinder også meget hurtigt ned i maverne.
Velbekomme!
Du kan sagtens følge min blog via de sociale medier, men er du tilmeldt, så får du direkte besked med det samme.